Livet i Vellev og omegn
Livet i Vellev og omegn
En landsby med en dejlig natur tæt på skov og Gudenåen, med friskole, vuggestue, børnehave og fritidsordning. En by med stjernedeling og græs i midten hvor vi har en stor fælles plads, Vellev aktivitetspark med stor bålhytte. Sportsplads med tilhørende klubhus, der er åbent ved hjemmekampe. Et stort aktivt forsamlingshus. Et rigt foreningsliv. Et sted der kan være godt at være – sådan er Vellev.
De fleste der bor i Vellev kører ud af byen for at komme på arbejde, men der findes i byen en række mindre virksomheder samt landbrug. Med kort afstand til Ulstrup, Langå og Thorsø er der gode handelsmuligheder for dagligvarer og der er offentlig transport med bus, mens Ulstrup og Langå endvidere har togforbindelser.I Bjerringbro og Hammel er der et rigtigt handelsliv og mulighed for mindre kulturoplevelser.
Afstanden til de større byer som Viborg, Silkeborg, Århus og Randers er indenfor de ca. 30 – 40 km. og Vellev ligger som sådan midt i et smørhul.
I Vellev har der tidligere været et stort Mejeri der i 2009 blev revet ned, hvorefter der via byens lokale blev indsamlet midler til Vellev aktivitetspark, i daglig tale kaldet “VAP”, hvor der er en stor legeplads, skaterbane og bålhytte. For dem der har boet her i mejeriets tid, bliver “VAP” ofte stadig kaldt mejerigrunden. VAP vedligeholdes i dag af borgerforeningen.
I løbet af året arrangerer foreningerne og borgerne flere aktiviteter og medvirker således til sammenhold og samvær på kryds og tværs. Engagement og energi er nøgleordene for de mange – vidt forskellige – mennesker, der engagerer sig for det fællesskab. Vellev bys faciliteter og aktiviteter er i væsentlig grad både for byen og for byens omegn.
Vi er derfor ikke kun Vellev by, men Vellev by og omegn.
Vellev
Landsbyen Vellev er beliggende i den nordvestlige del af Favrskov kommune og har lidt over 200 indbyggere og 100 husstande. Det vides, at landsbyen er fra middelalderen, måske før, og Vellev er for første gang nævnt i et dokument fra 1204. Vellev kirke er fra omkring 1100 tallet og malmklokkerne er et af Danmarks ældste kirkeklokker fra 1393. Vellev kirke hører sammen med Hvorslev og Gerning kirke og de 3 kirker deler personale samt menighedsråd. Aktiviteter og gudstjenester fordeles mellem sognene. Alle er velkomne i de 3 kirker og sognehuset, som er placeret i Hvorslev. Man kan holde sig orienteret om gudstjenester og aktiviteter i kirkebladet, som husstands omdeles 4 gange om året, samt på hjemmesiden.
Vellev er en regulær forte by, det vil sige, at gårdene i 1660 lå omkring et fælles græsningsareal i midten. Den gamle bystruktur er stadig intakt, da der i hjertet af Vellev er et stort, grønt fællesområde. Men siden er flere huse kommet til, og fra 1900 har byen udviklet sig med en varieret bebyggelse. Vellev er ikke kun indenfor byskiltene, men andre små bysamfund som Enslev og boliger på vejen til Vellev, er en del af aktiviteter og fællesskab.
Det første forsamlingshus blev bygget i 1888, og i 1967 fik Vellev sit nuværende forsamlingshus, primært finansieret ved indsamlinger i lokalområdet. I 1840 blev den første skole i Vellev bygget, og afløst i 1928 af en nybygning. Den kommunale skole blev lukket i 2013, men med lokale frivillige, har der været en friskole – Friskolen Vellev . Med tilhørende børnehave og vuggestue i Livstræet (officielt startet fra 2014). Det er også i Livstræet, at SFO’en holder til. På Friskolen Vellev vægtes trivsel, faglighed og fællesskab højt. Her er der plads til alle og rolige voksne hjælper børnene med det faglige såvel som det sociale. Skolen har små klasser og et godt sammenhold på tværs af klasserne. Der er undervisning fra 0.- 9. klasse og førskole i tæt samarbejde med vores integrerede institution, Livstræet. Omsorg, natur og bevægelse er nøglebegreber for Livstræet. Her er plads til alle børn fra vuggestue til børnehave. Livstræet holder til i den gamle præstegård ved siden af Vellev Kirke, hvor der er store udfoldelsesmuligheder, frugthave, kælkebakke og skov
Vellev idrætsforening har eksisteret siden 1926 og har et godt tilhørende klubhus og idrætsanlæg. Om sommeren spilles der fodbold på Vellev Stadion, hvor kiosken i klubhuset er åbent for salg ved klubbens hjemmekampe. Om vinteren tilbydes der badminton, zumba og gymnastik i gymnastiksalen på friskolen Vellev og der spilles indendørs fodbold i Ulstrup hallerne
