Vellev Aktivitetspark (VAP)

Vellev Aktivitets Park, i daglig tale VAP, er et område på 400 m2 beliggende midt i Vellev. Her er rig mulighed for fællesskab, hygge og leg på både skaterbane, Tarzanbane, legeplads for de mindste, svævebane og en skøn stor grillhytte. Området er et naturligt samlingssted og drives i dag af borgerforeningen. Til daglig bliver VAP desuden brugt af Friskolen, ligesom området frit kan bruges til diverse fælles eller private arrangementer. Borgerforeningen har den første fredag i  juni, juli, august og september fredagscafe kl. 16 – 18, som ofte følges op af fællesspisning lavet af madholdet. Der er ikke tilmelding til fredagscafe` men tilmelding og betaling til fredagscafe vil fremgå af opslag her på hjemmesiden og FB Vellev. Det er også i bålhytten, at borgerforeningen afslutter juletræstændingen med gløgg og æbleskiver, samt trækker de første numre til julemånedens pakkekalender.

VAP vedligeholdes i Borgerforeningens regi, primært af frivillige i en arbejdsgruppe der bl.a. slår græs og efterser pladsen. En gang om året indkaldes i Vellev til arbejdsdag, hvor vi trimmer, rengør, maler, renoverer etc. og slutter gerne af med grill pølser.

Der gennemføres årligt eftersyn af legepladsinspektør, med efterfølgende rapportering til borgerforeningen og lejepladsen er således certificeret. Derudover gennemgås legepladsen 3 gange om året af arbejdsgruppen for VAP.

Pladsen er til fri afbenyttelse, men vi modtager meget gerne donation af beløb til sikkerhedsgodkendelse og vedligeholdelse af Vellev aktivitetspark på Mobile pay: 586159 Vellev borgerforening. Kommentar: Aktivitetspark

Vellev Aktivitetspark ligger på en grund, som tidligere husede det gamle Arla mejeri. I 2003 lukkede Arla Foods Vellev Mejeri, efter et ønske fra borgerne i Vellev om at bruge det flotte, grønne og store areal som et nyt samlingspunkt i byen, opstod ideen om Vellev aktivitetspark.

VAP blev i 2017 etableret på baggrund af en engageret og arbejdsom arbejdsgruppe med den fælles ambition og drøm om, at kunne bidrage til udviklingen af landsbyen, samt til at kunne fastholde børn og unge mennesker i byen. Læs om projektet her:  projekt VAP ved Dennis Abildgaard