Fortepladsen – et af byens steder for fællesskab
Vellev forte er i dag et samlingssted ved Bygaden nr. 11. Et stort grønt område på 17.950 m2, hvor Borgerforeningen har brugsretten og vedligeholder. Pladsen indeholder foruden et stort grønt areal en bålhytte med borde-bænkesæt, aktivitetspark, fodboldbane, krolf bane samt multibane. Området er en væsentlig forudsætning for gennemførsel af aktiviteter der tilgodeser behovet for socialt samvær på tværs af aldersgrupper og interesse, samt fastholdelse af fællesskabet for Vellev og omegn.
Ved udvikling af byens sociale liv, bidrager Fortepladsen som festplads, til fredagscafe, fællesspisning, grill og bål, leg, møde for vandre- og fugleture, cykelhold foruden byens dagplejemødre, børnehave og friskole benytter arealet regelmæssigt. Pladsen er åbent for offentligheden og benyttes udover landsbyens borgere også af familier og fællesskaber fra omkringliggende byer og områder længere væk.
Borgerforeningen har den første fredag i juni, juli, august og september fredagscafe kl. 16.30 – 18, som ofte følges op af fællesspisning lavet af madholdet fra friskolens forældrekreds.
Der er ikke tilmelding til fredagscafe` men tilmelding og betaling til spisning vil fremgå af opslag her på hjemmesiden og FB Vellev.
Det er også i bålhytten, at borgerforeningen har juletræstænding med gløgg og æbleskiver, samt trækker de første numre til julemånedens pakkekalender.
Fortepladsen vedligeholdes i Borgerforeningens regi, primært af frivillige i en arbejdsgruppe der bl.a. slår græs og efterser pladsen.
En gang om året indkaldes i Vellev til arbejdsdag, hvor vi trimmer, rengør, maler, renoverer etc. og slutter gerne af med grill pølser.
Der gennemføres årligt eftersyn af legepladsinspektør, med efterfølgende rapportering til borgerforeningen og lejepladsen er således certificeret. Derudover gennemgås legepladsen 3 gange om året af borgerforeningen.
Pladsen er til fri afbenyttelse, men vi modtager meget gerne donation af beløb til sikkerhedsgodkendelse og vedligeholdelse af Vellev aktivitetspark på Mobile pay: 586159 Vellev borgerforening. Kommentar: Aktivitetspark
Vellev Aktivitetspark ligger på en grund, som tidligere husede det gamle Arla mejeri.
I 2003 lukkede Arla Foods Vellev Mejeri. Efter et ønske fra borgerne i Vellev om at bruge det flotte, grønne og store areal som et nyt samlingspunkt i byen, opstod ideen om Vellev aktivitetspark. VAP blev i 2017 etableret på baggrund af en engageret og arbejdsom arbejdsgruppe med den fælles ambition og drøm om, at kunne bidrage til udviklingen af landsbyen, samt til at kunne fastholde børn og unge mennesker i byen. Læs om projektet her: projekt VAP ved Dennis Abildgaard
Området har flere navnebetegnelser som dækker dele af arealet. F.eks. mejerigrunden med baggrund i mejeriet, der efter 63 år beliggende langs vejen blev revet ned i 2004 eller VAP, Vellev aktivitetspark etableret 2017, og rummer et lille område på 400 m2. Afhængig af hvor lang tid man har boet i Vellev, har området således haft forskellige betegnelser, som er svær at forholde sig til, afhængig af ancienniteten for at bo i Vellev. Borgerforeningen har derfor taget initiativ til navngivning af hele arealet til Fortepladsen og samtidig synliggøre en enestående historie og et unikt stykke af Danmark i Favrskov kommunes nordligvestlige distrikt .
En fortelandsby er en landsbytype fra middelalderen og endda tidligere. En Forteby har en veldefineret kreds eller hesteskoform omkring et åbent areal, hvor der tidligere var et hegn, som blev lukket om natten for at får, geder og fjerkræ kunne holdes inde om natten beskyttet mod vilde dyr og tyve. Inden for hegnet er fællesjorden kaldet forten. Dette navn har sin rod i det oldnordiske ord forta, hvor første stavelse betyder foran og anden stavelse betyder en sti eller vej for kvæg. Der var ofte en byhyrde, der holdt opsyn med dyrene i det åbne land om dagen, og som drev dem ind i forten om aftenen.
Det præcise antal af bevarede forter (fælles græsningsarealer i landsbyer) i Danmark findes ikke i en samlet statistik, men de udgør en særlig middelalderlig landsbytype, kendt som Fortebyer. De er i dag meget sjældne i den oprindelig åbne form med en tydelig åben plads. Eksempler på byer med forte struktur eller historisk forte inkluderer specielt Volsted, men også Vrensted, Mandemarke og dele af True.